De seneste år har været ekstraordinære. Den ene krise har afløst den anden. Først corona-pandemien der medførte omfattende nedlukninger af samfundet og en verdensomspændende sundhedskrise. Dernæst Ruslands invasion af Ukraine og den følgende energi-, forsynings- og sikkerhedskrise. Kriserne har betydet, at vi som samfund har skullet tage skridt ud over det sædvanlige. Vi har skullet krisestyre. Og vi har skullet passe godt på dansk økonomi.
Det er vi lykkedes med. Dansk økonomi står fortsat stærkt. Beskæftigelsen er historisk høj. Ledigheden er lav. Der er overskud på de offentlige finanser.
Men inflationen er fortsat høj – for høj. Hverdagen er blevet markant dyrere på kort tid. Mange danskere er pressede, og det kan være mere end svært at få privatøkonomien til at hænge sammen. For regeringen er det afgørende at bekæmpe inflationen samtidig med, at vi forsøger at afbøde konsekvenserne for dem, der er hårdest ramt. Det er ikke en nem balancegang, da for meget gang i økonomien i sig selv kan puste til inflationen og gøre problemet værre. Det er en risiko, som vi skal være bevidste om og tage højde for i finanspolitikken.
Samtidig står vi også over for andre akutte problemer. Det gælder sygehusvæsenet, hvor mange danskere venter for længe på en behandling eller operation på et af landets sygehuse. Der er stadig et stort behandlingsefterslæb for ikke-akutte behandlinger og operationer efter COVID-19. Og ikke mindst er der fortsat krig i Europa. Ukraine kæmper hver dag for vores fælles værdier og hele Europas frihed.
Derfor har regeringen og et bredt flertal i Folketinget iværksat initiativer, der kan sikre hjælp til dem, der har mest brug for det. Og det har vi gjort med omtanke for den økonomiske situation. Vi skal have styr på inflationen, og vi skal tage højde for det kapacitetspres, der er i økonomien. Finanslovforslaget for 2023 er derfor samlet set stramt. Samtidig tager vi fat om de akutte problemer, som vi bliver nødt til at løse nu. Det mener regeringen er en ansvarlig vej frem for en regeringsperiode med store opgaver og store ambitioner.