Danmark er verdens dejligste land. Vi har den bedste og tryggeste velfærdsmodel. Rig natur. Med et sundt demokrati og med frihed og muligheder. Det vil vi passe på.
Vi lever i en urolig verden, hvor der er krig på det europæiske kontinent. Og hvor Rusland fortsat er en trussel mod vores sikkerhed. Derfor vil regeringen med forslaget til finansloven for 2027 styrke vores forsvar, så Danmarks udgifter til forsvar og beredskab udgør mindst 5 pct. af BNP i 2030 – hvoraf 3,5 pct. afsættes til forsvar. Vi vil styrke både vores sikkerhed, vores beredskab og vores energiuafhængighed markant.
Det kommer til at koste mange penge. Det er vi klar til at prioritere. For prisen ved ikke at reagere kan blive langt højere.
Verden er i opbrud, og kampen om fremtidens arbejdspladser og investeringer er blevet et globalt kapløb. Derfor skal vi investere mere i Danmark, styrke virksomhedernes konkurrenceevne og sørge for, at helt almindelige mennesker får mere ud af at bidrage.
Det kan vi gøre inden for en ansvarlig økonomisk ramme. Men det kræver, at vi prioriterer.
Dansk økonomi står stærkt. Vi har dygtige medarbejdere, innovative virksomheder og sunde offentlige finanser. Det giver os mulighed for at investere i vores fælles velfærd og samtidig gøre det mere attraktivt at arbejde og skabe vækst.
Med finanslovforslaget gør vi det konkret. Vi investerer i børn, ældre, lokalsamfund, natur og rent drikkevand. Og vi giver markante skattelettelser, som både virksomhederne og helt almindelige mennesker kan mærke. Sygeplejersken, mureren og ingeniøren skal beholde mere af det, de tjener. Og det skal bedre kunne betale sig at tage en ekstra vagt og måske endda investere pengene i danske virksomheders fremtid.
Vi vil løfte velfærden for vores børn og give en hjælpende hånd, så pengene rækker længere i hverdagen. Vi vil indfri ambitionen om at være den grønneste regering nogensinde. Samtidig vil vi styrke sammenhængskraften i hele landet og skabe et mere lige og retfærdigt Danmark.
Danmark skal hænge bedre sammen, og forskellene mellem land og by skal være mindre. Derfor vil vi arbejde for et Danmark i geografisk balance. Vi vil i samarbejde med landkommunerne gennemføre en helhedsplan, der skal gøre det muligt for flere at bestemme deres egen hverdag. Helhedsplanen skal samle indsatser om boliger, velfærd, mobilitet og udvikling. For hele Danmark skal være et godt sted at leve, arbejde og skabe sin fremtid.
Alle børn skal møde tryghed, stærke fællesskaber og gode muligheder fra første skoledag. Derfor vil vi investere markant i dagtilbud og folkeskoler. Vi har allerede prioriteret flere dygtige voksne tæt på børnene frem til skolestart. Det er med til at skabe en tryggere overgang fra dagtilbud til skole med flere voksne. Vi vil samtidig løfte det faglige niveau i folkeskolen
– med en særlig indsats på de skoler, hvor behovet er størst. Det har vi et fælles ansvar for.
Når vi lykkes med fx stressforebyggelse, tidlige indsatser og hjælp til kronikere mv., kan det give bedre livskvalitet for den enkelte og på længere sigt mindske behovet for mere omfattende indsats senere hen. Vi vil derfor investere mere i forebyggelse for at skabe et sundere og bedre liv for den enkelte og samtidig understøtte investeringer med samlede gevinster for samfundet.
Vi vil samtidig med en kommende skattereform både give danskerne større økonomisk frihed, styrke danskernes aktiekultur og styrke virksomhedernes konkurrenceevne ved at sænke selskabsskatten. Høje priser og stigende leveomkostninger som følge af bl.a. krigen i Ukraine og uroen i Mellemøsten presser hverdagen for nogle grupper. Derfor giver vi danskerne markante skattelettelser, som kan mærkes i hverdagen ved at fjerne mellemskatten og toptopskatten. Toptopskatten fjernes samtidig med, at der indføres en ny hovedaktionærmodel.
Regeringen vil være den grønneste regering nogensinde. Vi afsætter midler til klimatilpasning, til at genopbygge vores havmiljøer og til at sikre vores unikke drikkevandsressource. Det er afgørende at sikre rent vand for kommende generationer og få fiskene tilbage i de danske fjorde.
Vi tager store skridt, der vil sætte fart på elektrificeringen og skabe den infrastruktur, der kan forsyne borgere og virksomheder med sikker, billig og grøn energi. Vi skal producere mere af vores egen energi i Europa og dermed stå stærkere i egen ret. Det understreger regeringens grønne ambitioner og viser, at Danmark går forrest i Europa.
Vi afsætter midler til et tryggere og mere retfærdigt Danmark. Udlændinge, der kommer hertil og begår kriminalitet, skal udvises. Vi vil styrke politiet og Forsvaret og øge kontrollen ved grænsen. Danmark skal være for dem, der vil.
Fra den nære hverdag til verdens store udfordringer. Danmark skal bidrage til et stærkere, grønnere og mere sikkert fællesskab – i hele rigsfællesskabet, i Europa og i verden omkring os.
Vi sætter handling bag ordene og gør politiske visioner til virkelighed. Mod et rigere, grønnere og mere lige Danmark. Til gavn for Danmark og danskerne.
Og for det samfund, vi holder af.