Taskforcen lancerer ny blog og Twitter-profil

15-09-2010

For at styrke offentlige myndigheders mulighed for at samarbejde om og dele information om effektiv digital forvaltning online har Den Digitale Taskforce i dag lanceret en interaktiv blog. Platformen udnytter de sociale medier ved at være bygget op omkring en blog med links til Twitter og andre sociale netværk.

Digitaliseringen af den offentlige sektor foregår på mange niveauer og på mange faglige områder. I de fleste situationer tager udviklingen afsæt i de konkrete opgaver, der løses  af  den enkelte myndighed. En digitalisering af opgaver, der rækker ud over det enkelte myndighedsområde, kræver en højere grad af koordinering, men giver  ofte  også mulighed for større gevinster.
 
Med den nye sociale platform stiller Den Digitale Takforce sammen med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner ressourcer til rådighed, som kan  bidrage til at sikre klare definitioner og beskrivelser af opgaver og it-løsninger i den offentlige forvaltning.
 
Taskforcen skaber med  den nye platform et sted, hvor myndigheder effektivt kan bidrage til og debattere den fællesoffentlige digitalisering med Taskforcen og andre samarbejdsparter over internettet som et supplement til traditionelle processer.