Budgetoversigt 3: Forventet overskud på den offentlige saldo i 2014

11-12-2014

Finansministeriet offentliggør i dag Budgetoversigt 3, december 2014, der indeholder en status for finanspolitikken og de statslige og offentlige finanser. Budgetoversigt 3 viser, at der skønnes et offentligt overskud i 2014, og at der med de skønnede offentlige underskud i 2015 og 2016 er en vis margin til EU’s underskudsgrænse på 3 pct. af BNP.

Danmarks EU-henstilling blev ophævet i juni 2014, da Danmark opfyldte hovedkravet om at bringe det offentlige underskud holdbart under grænsen i EU's Stabilitets- og Vækstpagt på 3 pct. af BNP.

I Budgetoversigt 3 skønnes et offentligt overskud på ca. 34¼ mia. kr. i 2014 (1,8 pct. af BNP). Det skønnede overskud i 2014 skal blandt andet ses i lyset af, at der forventes ekstraordinært store midlertidige indtægter fra pensionsafkastskatten og omlægningen af kapitalpensioner. Eksklusive midlertidige indtægter fra omlægning af kapitalpensioner mv. skønnes et offentligt underskud på ca. 1½ pct. af BNP i 2014.

I de kommende år skønnes der et offentligt underskud på 2,5 pct. af BNP i 2015 og 2,6 pct. af BNP i 2016. Dermed vurderes der i 2015 og 2016 at være en vis margin til EU's underskudsgrænse på 3 pct. af BNP. Underskuddet i 2015 skal blandt andet ses i lyset af det forventede midlertidige provenu som følge af Pensionspakken fra oktober 2014, som netop havde til hensigt at reducere risikoen for en ny EU-henstilling.

Underskuddet på den strukturelle saldo er beregnet til 0,6 pct. af BNP i 2015 og er dermed lidt større end skønnet i august. Denne opjustering afspejler opdaterede skøn på udgifts- og indtægtssiden og er således ikke en følge af ændrede regler eller ændret politik.

I 2016 skønnes der foreløbigt et underskud på den strukturelle saldo på 0,5 pct. af BNP. Den økonomiske politik i 2016 fastlægges i forbindelse med aftalerne om kommunernes og regionernes økonomi i 2016, finanslovforslaget for 2016 og de efterfølgende forhandlinger om finansloven.  

Finansminister Bjarne Corydon udtaler:

Regeringen fastholder med finansloven for 2015 en balance i den økonomiske politik med fokus på at skabe bedre velfærd og sikre, at Danmark kommer godt ud af krisen inden for rammerne af en ansvarlig økonomisk politik.

Samtidig har vi med Pensionspakken reduceret risikoen for at modtage en ny EU-henstilling. 

Det styrker tilliden til dansk økonomi, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik i overensstemmelse med de finanspolitiske rammer i Budgetloven og EU’s Stabilitets- og Vækstpagt.

Med finansloven for 2015 løftes velfærden på blandt andet sundheds- og dagtilbudsområdet, og der indføres en ny kontantydelse for jobsøgende, der har opbrugt retten til dagpenge og arbejdsmarkedsydelse. Det har fra dag ét været en hovedprioritet for regeringen at føre politik, der holder hånden under beskæftigelsen og løfter velfærden på ansvarlig vis. 

Underskuddet på statens finanser (DAU-saldoen) skønnes til ca. 13½ mia. kr. i 2015, svarende til 0,7 pct. af BNP. De statslige udgifter i 2015 er på finansloven for 2015 budgetteret i overensstemmelse med de gældende udgiftslofter.

Skønnene for statens finanser og de samlede offentlige finanser er baseret på den aktuelle vurdering af dansk økonomi, jf. Økonomisk Redegørelse, december 2014, som indeholder en opdateret vurdering af konjunkturudsigterne for dansk økonomi frem mod 2016. 

Læs faktaarket Højere midlertidige indtægter øger ikke råderummet

Læs mere om Budgetoversigt 3, december 2014