Fortsat vækst i dansk økonomi

Dansk økonomi har et godt udgangspunkt med stærk vækst i de seneste år og rekordhøj beskæftigelse. Men i udlandet er økonomien svækket og usikkerheden høj. Det vil påvirke Danmark. Væksten går ned i tempo, og beskæftigelsen stiger mere moderat. Det viser Økonomisk Redegørelse, som regeringen offentliggør i dag.

Efter fremgang på omtrent 2½ pct. om året de seneste år står dansk økonomi nu på toppen af en højkonjunktur. Samtidig viser den globale økonomi tegn på afmatning, og der er derfor udsigt til, at væksten går ned i tempo. BNP ventes at stige med 2 pct. i år og ca. 1½ pct. i 2020 og 2021.

Der er udsigt til, at beskæftigelsen fortsætter med at vokse, og at ledighedskøen vil forblive kort. Udviklingen i udlandet er en usikkerhedsfaktor. Hvis den globale økonomi bremser yderligere op, vil det sætte sig i den danske vækst.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

Min opgave som finansminister er at passe på og styrke den unikke samfundskontrakt, som har gjort Danmark til et af verdens bedste lande at leve i. Vi har med finansloven for næste år prioriteret velfærd og den grønne omstilling. Vi har også styrket uddannelserne, hvilket er en investering i den fremtidige vækst på en økonomisk ansvarlig og balanceret måde.

Finanspolitikken for næste år er svagt ekspansiv. Samlet set er der dog udsigt til, at det seneste par års relativt høje kapacitetspres i dansk økonomi aftager lidt i 2020 og 2021.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

Der er styr på de offentlige finanser i Danmark, og vi har fortsat udsigt til pæn fremgang i vores velstand. Dansk økonomi er grundlæggende sund, men vi kommer ikke udenom, at den globale økonomi er gået ned i tempo, og det vil uundgåeligt også påvirke vores økonomi.

Med afsæt i finanslovsaftalen og økonomiaftalerne med kommuner og regioner ventes en vækst i det offentlige forbrug på 1,3 pct. i 2020, og den offentlige beskæftigelse skønnes at stige med ca. 5.000 personer.

Læs Økonomisk Redegørelse, december 2019

Læs faktaark om prognosen

Læs faktaark om vækst og klimaaftryk

Læs faktaark om medicinalindustrien har stigende betydning for dansk økonomi

Læs faktaark om afmatning i global økonomi, men ikke recession