En ny status viser, at regeringens to store planer for flytning og etablering af ca. 8.000 statslige arbejdspladser uden for København er godt på vej til at blive virkelighed. Nu er over halvdelen af de planlagte arbejdspladser flyttet.
Det går fremad med at flytte statslige arbejdspladser fra København og ind i byer i resten af Danmark.
Det viser en ny status, der for første gang giver et samlet overblik over regeringens to store flytteplaner – Bedre Balance I og II – der flytter og etablerer ca. 8.000 statslige arbejdspladser uden for Københavnsområdet.
Arbejdet med at flytte og etablere et historisk stort antal arbejdspladser uden for København skrider planmæssigt frem. Nu er omkring 4.800 af de 8.000 statslige arbejdspladser flyttet til byer uden for København, og arbejdet fortsætter de kommende år, siger innovationsminister Sophie Løhde og fortsætter:
Når vi er færdige, vil 60 byer uden for København have fået tilført nye statslige arbejdspladser eller uddannelsesstationer. Det er arbejdspladser og uddannelsessteder, der skal være med til at understøtte vækst og udvikling lokalt, og de ville ikke have været der, hvis ikke regeringen havde sat sig for at skabe et Danmark i bedre balance. Det står i kontrast til den tidligere S-regering, der flyttede flere arbejdspladser til København.
Den nye status viser, at 44 af de 89 flytninger og etableringer, som blev planlagt i forbindelse med de to flytteplaner, nu er afsluttet. Hovedparten af de resterende flytninger vil blive gennemført i løbet af 2019, mens enkelte flytninger først vil ske i 2020 og 2021.
Flytningerne betyder, at 51 byer allerede nu har fået nye statslige arbejdspladser.
Flytningerne og etableringerne forventes også stadig økonomisk set at holde sig inden for de planlagte rammer. Ifølge den seneste status er de flytterelaterede udgifter forbundet med begge flytteplaner vurderet til at blive ca. 100 millioner kr. lavere, end ministerierne oprindeligt forventede.
Som opfølgning på flytningerne af statslige arbejdspladser er ministerierne ved at gennemføre en større lokaletilpasning i København, Århus og Odense.
Lejemål opsiges og statslige arbejdspladser flyttes sammen i de samme bygninger for at sikre en bedre anvendelse af statens lokaler:
Vi kan årligt spare ca. 190 mio. kr. på at bruge statens kontorarealer på en klogere måde og reducere udgifterne til husleje. Det er både sund fornuft og godt for statskassen.
Regeringen præsenterede i oktober 2015 Bedre Balance I – den første plan for at flytte ca. 3.900 statslige arbejdspladser til byer uden for hovedstadsområdet.
I januar 2018 præsenterede regeringen endnu en plan – Bedre Balance II – hvor regeringen besluttede at flytte og etablere ca. 4.000 statslige arbejdspladser uden for København.
Som en del af Bedre Balance II tog regeringen også initiativ til at oprette ti lokale uddannelsesstationer rundt om i landet.
I alt vil der blive tilført ca. 8.000 arbejdspladser til byer uden for København.