Reformer skaber gode resultater

Reformer har bidraget til, at Danmark når mål fra EU og vil fortsat gøre det. Det viser Danmarks Nationale Reformprogram 2019.

Det er godt at sætte sig ambitiøse mål på kerneområder i samfundet som beskæftigelse, klima, uddannelse og forskning. Men pæne målsætninger gør det ikke alene. Der skal gennemføres reformer, så målene kan blive til virkelighed. Det fremgår af Danmarks Nationale Reformprogram, der i dag afleveres til EU. 

Reformprogrammet viser, at dansk økonomi på mange områder står stærkt. Det gælder blandt andet arbejdsmarkedet. Beskæftigelsen er nået et rekordhøjt niveau, men regeringens ambitioner er højere. 

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille siger:

Vi er inde i et historisk opsving, hvor flere end nogensinde er blevet en del af arbejdsmarkedet. Det er derfor tydeligt, at reformerne af arbejdsmarkedet har virket. Derfor ærgrer det mig, at vi næppe helt når vores mål om, at otte ud af ti voksne skal være i beskæftigelse i 2020. Jeg er parat til yderligere reformer, men der ser ikke ud til at være den fornødne velvilje i Folketinget på denne side af valget.

Finansminister Kristian Jensen siger:

Udsigten til lavere global vækst og risiko for handelskonflikter og et Brexit uden aftale er bekymrende for Danmark og vores økonomi og virksomheder, som er afhængige af udviklingen i vores omverden. Derfor er det endnu vigtigere at sikre, at de danske virksomheder er konkurrencedygtige: Vi skal sørge for, at virksomhederne har kvalificeret arbejdskraft til rådighed, og vi må ikke svække konkurrenceevnen med f.eks. skatte- og afgiftsstigninger. Samtidig skal den ansvarlige finanspolitik fortsættes, så vi har manøvrerum i tilfælde af nye økonomiske tilbageslag.

Det Nationale Reformprogram gør rede for den aktuelle økonomiske situation. Der gives en status for, hvordan det går med at opfylde 2020-målene. Det er de konkrete mål, Danmark har sat sig som led i EU's vækststrategi.

Flere af 2020-målene er allerede opfyldt eller godt på vej til at blive det. Det gælder blandt andet mål for klima og energi, uddannelse og forskning og udvikling.

Læs Danmarks Nationale Reformprogram 2019 her