Ekspertgruppen om en langsigtet strategi for et genåbnet Danmark offentliggør sin rapport

Aftalepartierne bag Rammeaftalen om plan for genåbning af Danmark blev i foråret 2021 enige om at nedsætte en ekspertgruppe, der fik til opgave at komme med input til den langsigtede strategi for håndtering af coronaepidemien i Danmark. Ekspertgruppen er nu klar med sin rapport.

Danmark har klaret sig godt igennem coronakrisen. Det er imidlertid stadigt usikkert, hvordan coronapandemien kommer til at udvikle sig globalt og i Danmark i de kommende år. Det understreger behovet for rettidig omhu og en langsigtet strategi.

Derfor blev der i foråret 2021 nedsat en ekspertgruppe som en del af Rammeaftalen om plan for genåbning af Danmark.

Ekspertgruppen fik til opgave at komme med input til, hvordan man sikrer et modstandsdygtigt samfund med både høj tryghed, solid forebyggelse og trivsel samt en stabil økonomi. Aftalepartierne var enige om, at målet med en langsigtet strategi så vidt muligt er at undgå flere nationale nedlukninger.

I rapporten ”Hverdag med øget beredskab” vurderer ekspertgruppen blandt andet, at det på grund af den høje vaccinetilslutning er overvejende sandsynligt, at nationale nedlukninger, indgribende restriktioner og et stort omfang af alvorlige sygdomsforløb kan udgås. Det afhænger dog af, hvorvidt nye bekymrende virusvarianter opstår og spredes i Danmark, hvilket vil ændre forudsætningerne for den nuværende epidemikontrol.

Ekspertgruppen anbefaler, at der lægges en beredskabsstrategi, som er afstemt med smittesituationen, men hvor indsatsen hurtigt kan eskaleres, hvis epidemien udvikler sig i en bekymrende retning. Indsatsen skal balancere hensynet til epidemikontrol, men også samfundsøkonomi, trivsel og folkesundhed samt individets frihed.

Konkret fik ekspertgruppen til opgave at:

  • Udarbejde en sammenfatning af bedste, internationalt tilgængelige viden om epidemien. Sammenfatningen kan opdateres efter behov.

  • Afdække hvilke rammer, der forventes for epidemien, ved at kvalificere og videreudvikle scenarier for epidemien for de kommende år.

  • Kvalificere hvordan, der kan lægges en strategi og hvilke områder, der særligt skal fokuseres på.

  • Belyse hvilke elementer og indsatser, der er relevante at kvalificere i forbindelse med håndteringen de kommende år.

Ekspertgruppen består af:

  • Torben M. Andersen, professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet (formand)
  • Michael Svarer, professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
  • Astrid Iversen, professor of Virology and Immunology, University of Oxford
  • Kåre Mølbak, professor, Statens Serum Institut og Københavns Universitet
  • Jens Lundgren, professor ved infektionsmedicinsk klinik, Rigshospitalet, Københavns Universitet.