I publikationen følges op på overholdelsen af de gældende udgiftslofter og status for statens finanser i 2020-21.
På baggrund af den tredje statslige udgiftskontrol for 2020 mv. skønnes de statslige udgifter at ligge inden for rammerne af de gældende udgiftslofter, som dermed forventes overholdt i 2020. Med Aftale om finansloven for 2021 og de indgåede økonomiaftaler med kommunerne og regionerne for 2021 forventes udgiftslofterne for stat, kommuner og regioner ligeledes overholdt i 2021.
I 2020 skønnes et underskud på DAU-saldoen på ca. 64,4 mia. kr., hvilket er en nedjustering med 33,4 mia. kr. ift. den seneste vurdering i august. Det forventede lavere DAU-underskud i 2020 kan primært henføres til en korrektion til den tidligere forudsatte budget- og regnskabsmæssige håndtering af virksomhedernes udskudte moms, hvormed indtægterne henføres til 2020 frem for 2021, som det tidligere har været forudsat. Budgetteringen på finansloven for 2021 giver anledning til et forventet underskud på DAU-saldoen på ca. 46,7 mia. kr. i 2021.