I en offentlig økonomi med en høj grad af decentralisering er det en udfordring at kombinere den makroøkonomiske styring med det lokale selvstyre. I Danmark har man siden slutningen af 1970’erne løst koordinationsproblemet gennem et institutionaliseret samarbejde mellem staten og henholdsvis kommuner og regioner.
Budgetsamarbejdet indebærer hvert forår forhandlinger mellem regeringen og henholdsvis KL og Danske Regioner. Forhandlingerne resulterer i rammeaftaler for henholdsvis den kommunale og den regionale økonomi. Derudover afholdes der politiske møder efter behov.
Aftalerne fastsætter rammerne for økonomien i kommuner og regioner under ét for det kommende år under hensyntagen til blandt andet de langsigtede makroøkonomiske udfordringer og den aktuelle konjunktursituation.
Aftalerne fastlægger typisk niveauet for de samlede serviceudgifter og anlægsinvesteringer i kommuner og regioner for det følgende år. Aftalen med KL fastlægger også rammen for den kommunale skattefastsættelse. Herudover fastlægges en række andre forudsætninger for den kommunale og den regionale økonomi, herunder for eksempel skøn for kommunernes udgifter til indkomstoverførsler og regionernes udgifter til sygesikringsmedicin. På den baggrund beregnes et bloktilskud (balancetilskud), som sikrer, at henholdsvis kommuner og regioner under ét har finansiering til de aftalte udgifter.
De seneste års aftaler har desuden indeholdt en række henstillinger om politiske og økonomiske prioriteringer i kommuner og regioner. Det kan eksempelvis være mål for den faglige udvikling eller tilrettelæggelse af opgaverne.
Aftalerne har to afgørende karakteristika. For det første er de generelle og gælder dermed for henholdsvis kommunerne og regionerne under ét. Dette giver enkeltkommuner mulighed for at prioritere udgifter og skatter i forhold til lokale behov under hensyntagen til den samlede aftalte ramme. For det andet er aftalerne ikke juridisk bindende, og dermed er kommuner og regioner ikke lovmæssigt forpligtet af dem.
Aftalesystemet er dog baseret på, at aftalerne overholdes, og overskridelser vil kunne underminere aftalesystemet. Regeringen kan som alternativ vælge at søge Folketingets tilslutning til at gennemføre sin politik og/eller til at neutralisere eventuelle afvigelser mellem det aftalte og den faktiske udvikling i den kommunale økonomi.
Med budgetloven er der indført udgiftslofter for henholdsvis stat, kommuner og regioner. De kommunale og regionale udgiftslofter fastsætter en øvre grænse for nettodriftsudgifterne til service. Overholdelsen af udgiftslofterne understøttes af sanktionsmekanismer i forhold til både budgetter og regnskaber. Der kan også i de årlige økonomiaftaler fastsættes lofter for de samlede anlægsudgifter, som også tilknyttes sanktionsmekanismer.
Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT) indebærer, at staten kompenserer kommuner og regioner for kommunale og regionale udgiftsændringer som følge af blandt andet ny lovgivning. Det sker ved, at det samlede statstilskud forhøjes eller reduceres, når kommunerne eller regionerne bliver pålagt eller frataget opgaver.
Det udvidede totalbalanceprincip indebærer, at kommuner og regioner kompenseres for de udgiftsmæssige konsekvenser af ændringer i byrde- og opgavefordelingen mellem staten og kommunerne, og for ændringer staten foretager i regelgrundlaget for eksisterende kommunale og regionale opgaver.
Reguleringen af tilskuddet til kommuner og regioner som følge af DUT-princippet sker i forbindelse med udbetalingen af bloktilskuddet.
Du kan finde DUT-vejledningen (Vejledning nr. 63 af 9/10-2007) på Retsinformation
