Den Røde Bygning

Over indgangen fra Slotspladsen sidder to putti - englebørn - barokkens yndede udsmykning, og på den lange østfacade mod Børsen ses øverst oppe i taghøjde den store rundbuede frontispice med en buste af bygherren Frederik den Fjerde (1699-1730), og i øvrigt med rigsvåbnet samt efter udtrykkelig kongelig ordre vedrørende reliefudsmykningen "krigens og fredens attributter" i form af kanoner, hellebarder og faner samt mere fredelige symboler som skibsankre og -master, tønder og anden symbolik for handelen.

Det med "krigens og fredens attributter" er ikke helt tilfældigt valgt. Huset stod færdigt i 1721 ved afslutningen af Den Store Nordiske Krig - den krig, der bragte en løsning på Danmarks største udenrigspolitiske problem gennem flere århundreder - rivaliseringen med Sverige.

Det var ikke fordi Danmark vandt krigen, for det var egentlig ikke tilfældet, men det afgørende var, at Sverige på grund af stormagtsindgriben heller ikke kom til at stå som sejrherre.

Krigsafslutningen betegnede indledningen til den længste fredsperiode i Danmarks historie, og satte sig i øvrigt også spor i navnet på et andet stort slotsbyggeri fra samme periode, nemlig Fredensborg Slot i Nordsjælland.

Huset

I 1996 kunne Kancellibygningen - eller som den kaldes i daglig tale "Den Røde Bygning" - fejre sin 275-års fødselsdag. Det er Danmarks ældste kontorhus og et af landets helt bevarede civile barokanlæg - opført som sæde for landets centraladministration og stadig i brug til dette formål.

Opførelsen af huset i 1721 var simpelthen en nødvendighed. De tider var forlængst forbi, da kongerne med hoffet, regeringsembedsmændene og hele det statslige arkiv pakket sammen i uendeligt lange vogntog kunne rejse rundt og på skift regere landet fra de kongelige slotte, der fandtes rundt omkring i riget. Københavns Slot var ikke alene kongens bolig, men også sammen med enkelte tilgrænsende bygninger sæde for egeringskontorerne og arkiverne.

Men der var efterhånden for lidt plads, og Frederik den Fjerde lod derfor Den Røde Bygning opføre i den hensigt at samle hele statsadministrationen under samme tag.

Da huset stod færdigt i 1721 kunne hele statsadministrationen faktisk rummes i huset, herunder både Danske Kancelli, Tyske Kancelli og Rentekammeret, der var den tids Finansministerium.

Finansministeriet har altså haft til huse i bygningen siden dennes opførelse i 1721 - selv om selve ministeriebetegnelsen som for andre ministeriers vedkommende naturligvis stammer fra indførelsen af ministerialsystemet med grundloven af 1849.

Arkitekten hed Johan Conrad Ernst (1666-1750), kongelig bygmester og stadsbygmester i København. Bygningstegningerne er bevarede, og det er håndværkerregninger, korrespondance og kongelige ordrer og anvisninger vedrørende byggeriet også i meget vidt omfang.

Dette skyldes formentlig, at alle papirer vedrørende byggeriet blev samlet i forbindelse med, at der i 1721 blev nedsat en besigtigelseskommission for at kontrollere bygningen som afleveret.

Ved skæbnens gunst undgik dette arkivmateriale at gå tabt ved det første Christiansborgs brand i århundredes slutning, og det har også undgået de øvrige brande, der senere har tilintetgjort så meget andet arkivmateriale.

Ernst anvendte i byggeriet det såkaldte "korridorsystem", hvor en midtergang deler en bygningsfløj midt ned igennem. Kontorerne ligger så på hver side af denne gang. I dag synes vi ikke, at dette er så mærkeligt, for sådan er alle moderne kontorbygninger indrettet, men dengang var det noget nyt. Normalt placerede man gangarealer op ad en af ydermurene, hvorved der fremkom nogle lange smalle rum.

Ernst´s plandisposition gav mere harmoniske rum, bedre belysningsforhold i kontorerne og mulighed for, at opvarmningen kunne ske ved store kakkelovne, der blev opstillet på gangen og sendte varme ind i de tilstødende kontorer gennem de sindrige gitterværk, der var anbragt over dørene. Meget smart - men Ernst blev som så mange andre arkitekter efter ham kritiseret af besigtigelseskommissionen, fordi byggeriet alt i alt var blevet dyrere end forudsat.

Arbejdet

Hvad lavede man i huset ? I arkiverne omkring 1721 og noget senere i århundredet støder man på funktionsbetegnelser for bygningens enkelte kontorer.

På førstesalen i Østfløjen ("Stengangen") var der - for nu at nævne nogle betegnelser i flæng - kancelliforvalter Frank´s kontor, som han åbenbart delte med kancelliforvalter Graah, begge Danske Kancelli.

Ved siden af lå "Det mellem begge Cancellie Forvalteres Contoirer værende Brevkammer" (dvs. arkiv).

Lidt længere henne ad gangen boede sekretær Helt og ved siden af ham sekretær Scheubel, men der var også et "blindt smalt rum med forrum" til danske Kancelli´s fyrbøder (!).

Lidt længere henne støder man på Tyske Kancelli´s fyrbøder. Dette var dog i den lidt mere ydmyge ende af Stengangen.

I den ende af Stengangen, hvor nu ministerens og ministersekretærernes kontorer ligger, havde kongen sit kontor med forgemak og et par yderligere gemakker - alle rigt udstyrede med gyldenlæderstapeter, marmorkamin, forgyldninger osv.

At kongen havde kontor i bygningen dækkede over den realitet, at Frederik den Fjerde faktisk og i praksis var husets øverste chef. Han skal have været myreflittig, og man siger om ham, at han var den sidste konge, der kunne overkomme at resolvere alle væsentlige sager selv. Efter ham blev sagsmængden for stor til at det kunne lade sig gøre.

I det rum, der i dag betegnes Struenseeværelset residerede på et tidspunkt geheimeråd og oversekretær Sehestedt - en af husets topchefer.

I øvrigt er der vistnok ingen forbindelse mellem dette rum og den senere så uheldige Johann Friedrich Struensee. Det er mere sandsynligt, at hans broder Carl August Struensee har haft kontor dér eller et andet sted i huset. Han var matematiker, blev indkaldt fra Tyskland for at hjælpe med til at organisere finansvæsenet og skal have udført et godt stykke arbejde på dette felt.

Ved Johann Friedrich Struensee´s fald i 1772 vendte han i alt fald tilbage til Tyskland uden at være blevet genstand for repressalier af nogen art.

I etagen ovenover støder man på kontorbetegnelser som fx "1.og 2. slesvigske kontor", "1. og 2. holstenske kontor"," Nordiske Norden og Søndenfjelske Bjergværks kontor", "Ålborg Stifts kontor", "Københavns Hofetats Kontor", "Ryttergods Amager og Møns kontor" og mange andre.

Man skal huske på, at det Danmark, der regeredes fra Den Røde Bygning i 1700-tallet, var flere gange større end det nuværende og strakte sig fra Norges nordspids til og med Holsten et godt stykke nede i Tyskland.

Administrationssproget i bygningen var helt overvejende dansk, selv om mange af de øverste embedsmænd var holstenere eller tyskorienterede iøvrigt, og selv om flere af enevoldskongerne også var stærkt præget af tysk eller fransk kultur.

I Tyske Kancelli, hvorfra hertugdømmerne blev regeret, og som samtidig var en slags Udenrigsministerium, var sproget dog overvejende tysk.

Embedsmænd i vor tids forstand var der ikke tale om. Man havde i begyndelsen af århundredet ikke en egentlig embedsmandsuddannelse. Landets eneste universitet - Københavns Universitet - var stadig i høj grad en præsteskole.

På den anden side var mange af de øverste embedsmænd adelige, der traditionen tro brugte en del af deres unge år til dannelses- og uddannelsesrejser i udlandet med studier ved universiteterne i fx Tyskland og Frankrig.

Juridisk Embedseksamen blev først indført i Danmark i 1736 netop med henblik på at producere embedsmænd til den voksende statsadministration.

Det var almindeligt, at de højere embedsmænd af egen lomme ansatte de lavere placerede embedsmænd til rent faktisk at udføre det arbejde, der skulle gøres.

Struensee prøvede at ændre dette system, idet han ville have, at alle skulle være ansat af og derfor også have loyalitet i forhold til kongen (staten).Det blev han ikke populær på, men generelt er 1700-tallet iøvrigt karakteriseret ved udviklingen af en egentlig professionel embedsmandsstand.

Men hvad lavede de så ? En del af opgaverne kan man udlede af de kontorbetegnelser, der er nævnt tidligere. En anden stor arbejdsopgave var tilsynet med og afregningerne fra krongodset og - når landet manglede penge - salg af krongods. Og så selvfølgelig administration af skatterne, som overvejende stammede fra de op mod 80 pct. af befolkningen, der var bønder, og som betalte jordskatter (som de skatteopkrævende godsejere i øvrigt personligt hæftede for i forhold til statskassen).

Hvad man derimod ikke lavede, var at udarbejde totale budgetter for hele staten og oversigter over den samlede statsøkonomi - for slet ikke at tale om den samlede samfundsøkonomi. Dertil var de administrative redskaber og muligheder for uudvikledede, og man skal i virkeligheden helt frem til 1830'ernes stænderforsamlinger, før der udarbejdes troværdige totalbudgetter for staten.

Hermed være ikke sagt, at datidens embedsmænd ikke kunne præstere gedigent arbejde. Det kunne de - tiden og vilkårene taget i betragtning.

I slutningen af århundredet var således gennemførelsen af landboreformerne med udstykning af landsbyfællesskaberne en meget stor arbejdsopgave, der i væsentlig grad blev udført af eller i alt fald styret af embedsmændene i Den Røde Bygning. Der var tale om en næsten total omkalfatring af landets helt dominerende erhverv - landbruget. Den viden, man havde fra præsters og andre lokale embedsmænds indberetninger om forholdene i rigets forskellige dele, var ofte upræcis. Men alligevel lykkedes det at gennemføre denne kæmpeopgave i alt væsentligt i løbet af et par årtier.

Egentlig ganske imponerende.