I løbet af et finansår kan der opstå behov for at ændre på visse elementer i den vedtagne finanslov. Det kan for eksempel være som følge af ændrede forudsætninger og nye politiske dispositioner.
I det omfang, der ikke allerede eksisterer den fornødne bevillingsmæssige hjemmel i finansloven, budgetvejledningen eller gældende regler mv. til at foretage nye eller ændrede dispositioner, skal Folketingets Finansudvalg anmodes om tilslutning hertil ved et aktstykke.
Alle de bevillingsændringer, der foretages i løbet af finansåret, samles op i forslag til lov om tillægsbevilling, som fremsættes umiddelbart efter finansårets afslutning med henblik på vedtagelse i Folketinget.
De bevillingsændringer, der indgår i forslag til lov om tillægsbevilling, er allerede godkendt i aktstykker, ny vedtaget lovgivning, statslige cirkulærer eller har hjemmel i finansloven eller budgetvejledningen.