Makropolitisk Center, MPC, er et analytisk kraftcenter i Finansministeriet med ansvar for områder, der kræver høj økonomfaglighed og indsigt i både mikro- og makroøkonomiske sammenhænge.
MPC spiller en central rolle i rådgivningen og planlægningen af både finans- og strukturpolitikken gennem udarbejdelsen af mellemfristede planer og strukturøkonomiske vurderinger. Dermed bidrager MPC til at give regeringen et solidt grundlag for at føre en ansvarlig økonomisk politik, ligesom centrets analyser og vedligeholdelse af regnemetoder understøtter troværdighed om den økonomiske planlægning. Centerets arbejde er generelt afvekslende og foregår tæt på de politiske beslutningsprocesser.
MPCs arbejdsområder spænder bredt over både mikro- og makroøkonomiske sammenhænge og benytter en lang række modeller og metoder, herunder Lovmodellen og makromodeller. Mikrobaserede analyser omfatter eksempelvis analyser af ændringer i tilbagetræknings-, skatte- og uddannelsesmønstre, herunder adfærds- og fordelingseffekter. Makrobaserede analyser omfatter blandt andet beregninger og skøn for den strukturelle saldo, outputgab, finanspolitikkens aktivitetsvirkning samt det finanspolitiske råderum og holdbarhed.
MPC har endvidere ansvaret for løbende at efterse og videreudvikle centrale regneprincipper og beregningsmetoder, samt at styrke det faglige og empiriske grundlag for fremskrivninger og konsekvensberegninger. MPC bidrager bl.a. til udviklingen af en ny makroøkonomisk model MAKRO, der blandt andet skal bruges til fremskrivninger af dansk økonomi samt konsekvensvurderinger af økonomisk-politiske tiltag og øvrige stød til økonomien.
Titel: Kontorchef
E-mail: miher@fm.dk
Titel: Kontorchef
E-mail: palak@fm.dk
Titel: Kontorchef
E-mail: phgro@fm.dk