Kontor for Selskaber og Nordatlanten

Finansministeriets Kontor for Selskaber og Nordatlanten (KSN) har ansvaret for at varetage ejerskabet af de statslige selskaber under Finansministeriets ressort samt ansvaret for et løbende overblik over Grønlands og Færøernes økonomi.

I arbejdet med de statslige selskaber arbejder kontoret for at varetage statens interesser som ansvarlig ejer og medejer af en række statslige selskaber igennem en aktiv og strategisk ejerskabsvaretagelse. Dette skal bl.a. bidrage til den løbende udvikling af de statslige selskaber som effektive og veldrevne selskaber, der bidrager positivt til den danske økonomi og det danske samfund. 

Kontoret har ligeledes ansvaret for den tværgående statslige ejerskabspolitik, der har til formål at understøtte velfungerende rammer for ejerskabsvaretagelsen af statslige selskaber på tværs af den danske stat.

I arbejdet med Grønlands og Færøernes økonomi har kontoret ansvaret for de budget- og bevillingsmæssige aspekter af området, herunder som led i forberedelsen af finansloven.

Endelig har kontoret ansvar for Finansministeriets arbejde med fastsættelse af risikopræmier på statslige garantier, genudlån mv.