Center for Tilsyn og Jura

Center for Tilsyn og Jura varetager Finansministeriets departementale tilsyn med henblik på at understøtte hensigtsmæssig økonomi, forvaltning og it i Finansministeriets koncern. Centeret har endvidere ansvaret for Finansministeriets juriske arbejde og intern sikkerhed. Centeret varetager derudover revisionen af hjemtagelsen af EU-midler under Danmarks Genopretningsplan samt Departementets whistleblowerordning.

Tilsynet omfatter dele af departementet, Økonomistyrelsen (herunder de koncernfælles funktioner), Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Statens It og Statens Administration.

Centeret har endvidere ansvaret for rådgivning om og håndtering af tværgående juridiske spørgsmål og den juridiske sagsbehandling i departementet. Derudover har centeret ansvaret for databeskyttelse (GDPR), informationssikkerhed samt intern sikkerhed i departementet.

Centeret er derudover Danmarks revisionsorgan i forbindelse med Danmarks Genopretningsplan, som udbetaler EU-midler til offentlige myndigheder og private aktører via forskellige initiativer og projekter.

Endeligt administrerer centeret departements whistleblowerordning på fm.dk i henhold til Lov om beskyttelse af whistleblowere. Whistleblowerordningen er et supplement til den direkte og daglige kommunikation om fejl og utilfredsstillende forhold mv. på arbejdspladsen. Problemer bør således i første omgang søges løst ved henvendelse til nærmeste personaleleder, HR, tillidsrepræsentanterne samt arbejdsmiljørepræsentanterne.